Enfarmands Kolikhistorie – Refluks

Untitled design (5)

“Tudefjæs, tudefjæs, tudefjæs!”

Sådan havde et hvert fodboldstadion i Danmark lydt, hvis de havde set hvordan Theo skabte sig, HVER evig eneste gang han blev lagt fra sig.

Dette er fortællingen om vores første 9 måneder som forældre til Theo, et barn med refluks.
Theo er født 5 uger for tidligt og kom til verden d. 4. juli 2015 via akut kejsersnit.

Efter 7 dages indlæggelse på barselsgangen blev vi udskrevet og satte straks kursen mod Vejle. Nu skulle vi hjem og være en rigtig lille familie.

 

Boede på armen

Som jeg har beskrevet i ovenstående, så var Theo et stort skrigeri hver evig eneste gang han blev lagt fra os. Som nybagte forældre vakte det en del uro.
“Hvad fanden er der galt?”

Uanset hvor vi lagde Theo var den gal. Faktisk ville knægten heller ikke høre tale om at sove. Jo, hvis det foregik siddende i armene, så var det fint. Lagde vi ham efterfølgende i liften, vågnende han med skrig og spjæt. FUCK! Og så kunne vi starte forfra.

Stille og roligt som tiden gik, byggede Theo hule på vores arme. Vi kunne ikke lægge ham fra os. Han vil ikke sove i sengen, sidde i autostolen, lege på gulvet. Ikke en skid.

De andre børn fra mødregruppen kunne godt. De legede, hyggede og sov. Alt imens hang Theo på Camilla. Pjevset og umulig. Engang imellem havde vi held med at lægge ham, men der var intet mønster. Hver gang vi prøvede var det som at spille lotto. Enten vandt du jackpotten eller ikke en skid!

 

Sådan påvirkede refluksen vores liv

Som nybagte forældre vil man altid være lidt usikker i sin ageren, i det nye liv som startede noget brat på et operationsbord en lørdag aften i juli. Men faktisk følte vi os begge rimelig rolige i vores forældrerolle, fordi vi var skide gode til at snakke sammen. Men jeg vil lyve hvis jeg sagde, at vi i perioder ikke var max presset.

Refluksen spøgte nemlig hele døgnet, hvilket betød at Camilla stod alene med en skrigende baby i de 9 timer jeg var væk på arbejde. Lige så snart jeg trådte ind af døren, fik jeg stukket Theo i armene, for Camilla havde brug for at søge mod overfladen og få luft. Træt efter en lang arbejdsdag gik jeg min vanlige ture rundt om spisebordet, med en træt, irritabel og pisse ked af det baby. Vi spiste aftensmad på skift. Hygge, familieidyl og alle vores drømme kunne vi stikke skråt op – det var ren overlevelse!

 

Alle de stunder som vi havde glædet os til blev hverken som vi havde tænkt, hørt eller set.

Når Theo skulle pusles skreg han, når han var i bad var han ulykkelig og legetæppet var blot genstand for frustration og vrede. Når Theo skulle puttes var det på armen. Han hverken brugte sut eller vil tage flaske, og fandt kun ro når vi vuggede ham. Det kunne tage timer at putte ham. Selvom vi prøvede at skabe en fast rutine, var der aldrig et mønster. Bedst når man troede han sov, vågnede han igen. Typisk når vi prøvede at lægge ham sovende fra os ned i vuggen. Når han endelig sov, sad hjertet langt oppe i halsen hver evig eneste gang han gav lyd fra sig i babyalarmen. Fuck hvor kan man blive stresset over sådan et lille apparat.

Om natten vågnede Theo typisk 16-24 gange. Vi gik i seng klokken otte, havde aldrig tosomhed, og overskuddet var væk. Det var en ulidelig tid. Camilla og jeg var ikke mand og kone, og fungere blot som samarbejdspartnere som ønskede vores barn det bedste!

 

Vi blev bare mere og mere desperate. Hvad fanden kunne der være galt?

Vi prøvede alt, men intet hjalp. Vi var forbi ørelægen, fysioterapeuten, zoneterapeuten, kiropraktoren, kraniosakral terapeut, sansemotorisk terapeut, lægen og sundhedsplejersken. Vi forsøgte kugle- og kædedyne, samt slyngevugge, uden det gav noget der bare kunne ligne et resultat! Desperationen steg i takt med de mange mislykkede forsøg.

Når vi snakkede med læger og eksperter fik vi samme melding hver gang; det er bare kolik! Endvidere blev Theos sensitive for tidligt fødte sind også nævnt som en mulig grund for alt det vi stod i, dog uden nogen kunne gøre os klogere herpå. Min svigermor nævnte at det muligvis kunne være refluks, efter hun havde snakket med en kollega hvis barnebarn led af lidelsen. Men det skød vi hurtig ud til højre, da ingen fagfolk nævnte det som en mulighed og Theo gylpede jo ikke.

Hvis det var kolik, så måtte det fandme gerne snart være et overstået kapitel!

 

Nu var det fandme nok!

Rådvilde søgte vi lægen, igen igen. Nu måtte der simpelthen være noget hjælp at hente!
Ikke nok med at det var hårdt at være i, så gjorde det så pisse ondt at se sin lille dreng have så mange smerter og være så ulykkelig!

Lægen hørte og forstod os, og ville heldigvis gerne hjælpe. Næste stop hed Børneafdelingen i Kolding, dog først efter vi havde prøvet Inexcium – medicin som fungere som syrepumpehæmmer. Vi var klar til at prøve alt!

Den efterfølgende tid forsøgte vi os med medicinen. Samtidig undgik vi syrlige og laktose-indholdige madprodukter. Theo begyndte pludselig at ville tage imod en sutteflaske, noget som han kun kortvarige gjorde da han var helt lille. Succes!

Samtidig blev han gradvist mere rolig, sov noget bedre og vi fik pludselig vores lille dreng tilbage! Efter 6 uger på Inexcium skulle vi til et opfølgende møde med lægen. Her fik Theo konstateret refluks på baggrund af vores oplevelser, og specielt fordi Theo pludselig vil tage sutteflasken. Noget tilfældigt havde vi måske fået en livline væk fra det helved vi så længe have befundet os i!

 

Medicinen hjælper fandeme!

Nu fylder Theo snart 11 måneder. Vi har med hjælp fra medicinen fået en glad og smilende dreng, som både sover og kan lægges fra. Han leger, griner, fjoller og charmer dagen lang. Camilla og jeg har fået vores liv tilbage. Jeg er ikke længere en zombie på job, og glæder mig dagligt til at komme hjem til min elskede lille familie. Vi har fået gode og hyggelige putterutiner og Theo stortrives i vuggestuen. Jeg er en meget glad far! Utroligt hvad den rigtige hjælp kan betyde for hele ens eksistensgrundlag.

Som en afsluttende note vil jeg opfordre andre i en lignende situation til, at overveje refluks som en mulighed. Når vi sidder her og ser tilbage, ville vi begge ønske at nogle fagfolk havde gjort os opmærksom på, at refluks kunne været en mulighed. Jeg tror der er mange flere børn end man regner med, som lider af denne lorte lidelse.

Har I en mistanke om refluks, så stå fast! Det betaler sig altid at følge ens mavefornemmelse.

/Enfarmand

 

Du kan følge med på Enfarmands blog her enfarmand.dk

 

Refluks overlevelses udstyr

Hvis du også har et refluksbarn, så er der hjælp at hente i Kolikmors webshop:

Kilepude fra deltababy

Kilepude 198,-
Hæver barnets hoved og mindsker refluks.

Bed blocks sengeklodser

Bed Blocks 179 Kr.
Hæv sengen sikkert og nemt.

Det mælkefri køkken er fuld af mælkefri mad

Det Mælkefri Køkken 299,-
80 lette og lækre opskrifter på mad uden mælk.

Sabine