Hvad er kolik?

Spædbarn ligger på ryggen, skriger og trækker benene op i smerte

Kolik definition

Hvad er kolik egentlig? Kolik er en udelukkelsesdiagnose. Når lægen kan ikke kan finde en årsag til gråden, så er det kolik. Det er ikke mere en diagnose end “barnet græder meget” er.

 

Din læge kalder det kolik, hvis barnet græder:

  • Mere end 3 timer dagligt.
  • Mere end 3 dage om ugen.
  • Mere end 3 uger.

 

Hvor lang tid varer kolik?

Kolik starter typisk når barnet er 2-4 uger. 60% af kolikbørnene stopper med at have kolik, når de er 3 måneder. Det værste tilfælde jeg har hørt om, varede 9 måneder. På trods af det, så kaldes det også for 3-måneders kolik.

Hvis der er tale om refluks, så kan det vare i årevis. Derfor er det vigtigt at få tjekket.

 

Kolik symptomer

De øvrige symptomer varierer. Jeg tror det er fordi, der er forskellige årsager.

 

Symptomer som mødre oplever:

  • Barnet er utrøsteligt, eller meget svært at trøste.
  • Barnet krummer sig sammen, og trækker benene op.
  • Barnet strækker kroppen, buer sig bag over og kaster hovedet tilbage. (Se refluks)
  • Barnet har udspilet mave, og svært ved at komme af med prutter og bøvser.
  • Barnet spiser meget eller lidt. (Se refluks)
  • Barnet sover dårligt.
  • Barnet er sart, irritabelt og har meget lav tolerance.
  • Barnet kræver underholdning, svingture og action hele tiden for ikke at græde.
  • Barnets afføringen kan være tynd, slimet, blodig, grøn eller skummende.

 

Der er stor forskel på hvor ondt børnene har. Nogle har tilsyneladende kun ondt i nogle timer hver dag. Det er som regel om aftenen. Andre har bare ondt døgnet rundt, med tendens til at det er værst om aftenen.

 

Trøst

Nogle kolikbabyer kan ikke tåle der sker ret meget omkring dem. Alting skal være som det plejer. Andre har glæde af at blive distraheret. Det kan være med blinkende legetøj, tumlelege, nye mennesker, eller ture ud af huset.

 

Tæt kropskontakt, i en bæreslynge, vikle eller lignende, virker for en del. Bevægelse generelt er et hit. Det kan være noget der vugger baby, eller forældrene der går, hopper, eller vugger med baby.

 

Hvid støj er også godt. Hvis ikke du og din elregning synes det er sjovt at have støvsuger eller hårtørrer tændt hele tiden, så kan du købe bamser med hvid støj, eller en app. til telefonen.

 

Det er svært at trøste en kolikbaby. Se evt. De 15 bedste måder at trøste din baby.

 

Årsager til kolik

Det er åbenbart ikke et prestigefyldt område, for der er forsket for lidt i årsagerne til kolik. Jeg siger årsager, fordi jeg tror, at der er flere forskellige årsager. Det baserer jeg på, at det er forskelligt hvad der lindrer og fjerner symptomerne hos babyerne.
Man ved endnu ikke, med sikkerhed, hvorfor 10-20 % af alle babyer får kolik. Så hvad er kolik?

 

Her er nogle bud på mulige årsager:

  • Refluks.
    Det er min personlige mening at refluks og silent refluks ofte overses. Jeg tror de bliver parkeret under kolik diagnosen. Det er i hvert fald værd, at tjekke om dit barn har symptomer på refluks.

 

  • Allergi eller intolerance
    Nogle forældre oplever også at deres børn reagerer kraftigt på mælk og mælkeprodukter. Nogle babyer tåler heller ikke frugt og Soya med mere. De stoffer i maden som baby ikke kan tåle, får det via modermælken hvis mor ammer. Det kan derfor godt betale sig, at prøve at udelukke nogle fødevarer fra mors kost. Hvis barnet får modermælkserstatning, så findes der erstatninger hvor mælkeproteinet er nedbrudt, så baby ikke får ondt i maven. Læs her om Kost og Kolik.

 

  • Umoden tarm
    Tarmsystemet er ikke færdigudviklet og har svært ved at fordøje maden.

 

  • Forkert eller manglende bakterieflora
    Mangel på de rigtige bakterier i barnets tarm. Bakterier er vigtige for vores fordøjelse. Læs om en undersøgelse af effekten af at give kolikbabyer tilskud af de rigtige bakterier.

 

  • Låsninger i led, skævheder, eller nerver i klemme
    Kan være opstået i forbindelse med fødslen.

 

  • KISS syndrom
    KISS og KISS KID skyldes at noget ikke fungerer i nakkens øverste led. Det kan give problemer med amning, søvnforstyrrelser, motorisk uro, skævt baghoved og sen udvikling.

 

  • Lip/ tongue tie.
    For kort tunge- eller læbebånd kan føre til en række problemer. Blandt andet problemer med at sutte, som kan føre til luft i maven m.m.

 

  • Dårligt mor/barn forhold
    Det er der ingen beviser for overhovedet. Men man oplever desværre stadig nogle som kommer med påstanden.  Det giver bare ekstra stress og skyldfølelse, i en meget stresset situation.

 

  • Rygning og dårligt indeklima
    I nogle tilfælde stopper kolikken, hvis barnet ikke længere udsættes for passiv rygning. Rygning og nikotinplastre under graviditeten øger også risikoen for, at barnet får kolik efter fødslen. Man kan mindske risikoen for kolik, ved at stoppe med at ryge.

 

  • Pelsdyr
    I nogle få tilfælde har det vist sig at kolikken stoppede da man sørgede for at hund og kat ikke færdedes i sengen hvor barnet sov.

 

 

Hvad kan jeg gøre?

Det er svært at gætte hvad der er galt. Men der er nogle ting du kan afprøve. Her er de 10 ting jeg ville have gjort, hvis jeg vidste det, jeg ved nu. Se listen her: Min baby har kolik -Hvad gør jeg?

 

Det virkede for os

Her i huset hjalp det, at fjerne mælkeprodukter og frugt fra min kost, give probiotika og udskifte d-vitamin. Hvis jeg havde vidst, at min søn havde refluks, så ville jeg have hamret på lægens dør til han gav os medicin. Vi fandt dog ud af, at det hjalp at lade min søn sove med hovedet hævet. Og at han fik det værre når han fik mad med tomat.

 

Derfor er det ikke “bare” kolik

Det er sindssygt hårdt at have et barn der skriger af smerte i månedsvis.  Uden at kunne hjælpe, og ofte uden at få hjælp ved lægen. Hver en fiber i kroppen siger, at man skal hjælpe det her lille barn. Og så kan man ikke. Til gengæld er man ualmindeligt godt beskæftiget, med at forsøge at få baby til at sove, distrahere fra smerten, og trøste.
Når man læser om kolik, så står der, at tilstanden er ufarlig og prognosen er god. Det går over af sig selv til sidst, og ingen dør af kolik. Det kan man trøste sig med som kolikforældre.

Men det ændrer ikke på at:

  • Barnet har ondt i mange måneder.
  • Barnets øvrige signaler kan drukne i skrig.
  • Barnet måske først får tæt og positiv kontakt med mor og far, efter mange måneder.
  • Risikoen for at få en fødselsdepression er fordoblet.
  • Forældrene kan få stress.
  • Forholdet mellem forældrene kan gå i stykker.
  • Kolik øger også risikoen for SBS -shaken baby syndrome.

 

Efter kolik

Effekten af at have haft et kolikbarn varer ved længe efter kolikken. Den dag skrigeriet stopper, starter arbejdet med at reparere skaderne. Som forælder er man ofte mærket af det i lang tid bag efter. Små klynk fra baby kan godt sætte en i højeste alarmberedskab. Instinktivt tror man, at nu starter det igen. Forældrenes forhold kan have taget skade. Og forældrenes forhold til barnet, kan måske først bygges op nu, hvis barnet har haft ondt døgnet rundt.

 

Hjælp til trøst og søvn

I Kolikmors Webshop har jeg samlet babyudstyr, specielt til dig med et kolik barn.

Babysvøb fra Natures Sway

Babysvøb 229,- Lækkert blødt babysvøb i 100 % økologisk bomuld.

Cloud B mama koala bamse med hvid støj og sensor

Mama koala 319,-
Beroligende bamse med hvid støj.

WubbaNub med giraf

WubbaNub Sut 129,-
Giver tryghed og er nem at få fat på.