Mias Kolikhistorie – Refluks

mia-2

 

Kolikmor har efterspurgt en der ville fortælle lidt om deres historie med et refluksbarn. Det er her jeg kommer ind i billedet. Jeg hedder Mia, er 25 år gammel, er mor til Silke på knap 3 år og Alfred Emil på halvandet år.

Siden Alfred Emil var få dage gammel har jeg haft på fornemmelsen at noget ikke helt var som det skulle. Jeg var fra Silke vant til store mængder gylp og utilpashed, men det her, det var helt ekstremt. Jeg var derfor overbevist om at dette altså ikke kunne være normalt.
Jeg snakkede med vores sundhedsplejerske om hans generelle trivsel og dermed også om hans måde at spise på. Om hans utilpashed og hans store mængder af gylp.

 

Det her billede er et meget godt eksempel på en hverdag med et refluksbarn

Det her billede er et meget godt eksempel på en hverdag med et refluksbarn

 

Da Alfred Emil bliver født vælger jeg som så mange andre at give amningen et forsøg. Det skal lige siges at amningen slet ikke fungerede med Silke, og jeg havde derfor allerede i graviditeten overvejet om jeg ville amme eller ej. Men jeg sagde at jeg ville prøve at tage kampen op.
De første dage synes jeg bare amningen kører. Det gør ikke ondt, der er masser af mælk, og Alfred Emil spiser hver tredje time, og om natten hver 5 time. Han tager på som han skal, og på de første 9 dage har han taget lidt over 500g på. Han er bare ikke helt vildt god til at spise. Han gør det, men det er sådan noget, sut tre gange, slip, vræl, sut et par gange, slip, vræl. Efterfulgt af gylp i stråler, ud over det hele. Både lige efter et måltid men også flere timer efter, mens han lå og legede.
Det blev værre og værre og jeg nævnte det for min sundhedsplejerske. Hun ville gerne lige se ham spise og synes også at det virkede lidt mærkeligt. Vi blev enige om at det nok bare var sådan han spiste, for han suttede fint, ikke skævt eller noget, og han tog som sagt fantastisk på.
Jeg ringer et par gange i ugerne efter til min sundhedsplejerske for igen at snakke om hans spise måde og hans gylpen som jeg igen synes er tiltagende. Ligeledes har jeg døjet med brystbetændelse, og jeg har simpelthen mælk til hele byens babyer. Min mælk vil ikke tilpasse sig, og jeg lyver ikke når jeg siger at det stod i stråler. Efter en rigtig led omgang brystbetændelse, tror aldrig jeg har været så syg før, tager jeg en hurtig beslutning om at stoppe amningen. Så efter knap 3 uger bliver Alfred Emil flaskebarn, lige som hans storesøster. Nå men sundhedsplejersken siger at jeg skal prøve at snakke med lægen om det, når Alfred Emil skal til 5 ugers undersøgelse. Lægen siger blot at det er meget normalt, sådan er børn bare. Jeg fortæller ham at jeg har læst en del om kolik og refluks, og at jeg altså er ret overbevist om at han har det der hedder refluks. Lægen afviser mig dog med begrundelsen: ”Han tager jo så fint på, og er over gennemsnittet. Børn med refluks vejer for lidt”.
Okay tænker jeg, meget mere kan jeg ikke gøre.

 

Det næste stykke tid googler jeg mig lidt mere frem, og jeg får virkelig læst godt op på alt der handler om refluks. Jeg aftaler et møde med min sundhedsplejerske, da jeg altså ikke er helt tryg ved alt det her. Hun lytter til mig og siger at hun ikke ved nok om refluks, men at jeg igen skal prøve at snakke med lægen om det.

 

Da han så er ca. 3 måneder gammel skal han til lægen igen. Jeg nævner igen refluksen for ham. Fortæller hele vores historie igen, men bliver endnu engang spist af med at han vokser så fint. Dette på trods af at jeg virkelig gav udtryk for hvordan mit barn er død ulykkelig hele tiden. Specielt om natten, og lige så snart han ligger ned. Han skriger, som om nogen tæsker ham, han vrider sig i smerte, og kaster sig bagover og rundt i hele sengen. Når vi løfter ham op vrider han sig bagover og skriger og skriger. Han falder kun til ro når han sidder oprejst hos en af os. Der sidder han mange nætter og falder i søvn, og lige så snart vi forsøger at ligge ham ned i seng igen, går der ikke længe for han igen vågner i et ordentlig skrig.

 

Jeg fortæller lægen hvordan Alfred Emil altid er badet i gylp, hvordan han altid lugter af sur opkast. For ja, mit søde lille barn er et af de der børn man ikke rigtig har lyst til at tage op fordi han stinker. Men vi bader ham, vi skifter tøj på ham 12 gange om dagen og vi gør virkelig alt for at han ikke skal være våd af gylp og lugte. Men sådan lugter han bare i en lang periode.
Lægen vurderer stadig at alt er helt normalt. Han gylper bare en del.

 

mia-2

Standard, altid med en stofble ved hovedet.

Jeg gik endnu engang hjem, og følte dette lægebesøg som et nederlag.
Jeg ville ikke give op, og jeg gik hjem og læste videre på nettet. Jeg fandt en gruppe på facebook for forældre til børn med refluks, og her var der en del forældre der havde samme problem som mig. Nogle var henvist videre til forskellige sygehuse, og andre kæmpede lige som mig om at blive hørt. Alle havde gode råd og var rigtige hjælpsomme.

 

Alfred Emil bliver 6 måneder gammel, han er stadig som beskrevet ovenfor. Intet har forandret sig. Han skal nu til at introduceres for lidt grød og mos, og vi har sammen med sundhedsplejersken et håb om at alt bliver bedre når Alfred Emil begynder at få mere fast føde. Måske det ligger bedre i maven, og ikke kommer så nemt op. Ha, snydt! Vi kunne nærmest ikke få ham til at spise noget. Vi prøvede alt hvad vi overhovedet kunne finde på, men han levede stadig af modermælkserstatning, og fik måske max indtaget 10 skefulde grød på en hel dag.

 

Jeg tager endnu engang til lægen og denne gang får jeg en henvisning til børneambulatoriet på sydvestjysk sygehus. Endelig ville der ske noget, tænkte vi. Vi ventede på en indkaldelse, men der var lang ventetid, så vi fik først en tid to måneder senere.
Vi møder en rigtig sød børnelæge som undersøger Alfred Emil. Hun mente ikke at han kunne trække vejret gennem næsen, og at det måske er derfor han ikke vil spise. For når han så synker mad og drikke kan han føle at han bliver kvalt da han ikke kan trække vejret gennem næsen.
Der går en masse tanker igennem vores hoveder, og vi må nu vente på en tid hos øre-nære-halslægerne på sygehuset.
(I mellemtiden bøvler Alfred Emil rigtig meget med gentagne mellemørebetændelser, og vores ørelæge har sendt han på sygehuset for at få lagt dræn.) Da de så skal have ham i narkose i november, 9 måneder gammel, tjekker de hans næse for at se om han kan trække vejret eller ej. Om han har forstørret polypper som måske skal fjernes. Alt viser sig at være helt normalt, og vi står igen på bar bund.

 

I december måned, 10 måneder gammel, har vi igen en tid på børneambulatoriet. Denne gang er det en ny læge vi skal ind til, og vi fortæller hele vores historie endnu engang. Lægen er rigtig sød, og jeg føler at vi bliver hørt. Han vurderer dog at vi skal se tiden lidt an endnu. Alfred Emil er altså 10 måneder gammel nu, han er lige begyndt at gå, men han lever stadig primært af flaske. Han vil stadig ikke rigtig spise og gylper stadig i lange baner. Vi føler ikke at noget er forandret.

 

Lige omkring jul forværres hans refluks igen, og vi ringer op på sygehuset for at blive tilset. Vi får en tid i starten af februar. Tiden snegler sig afsted, men det bliver nytår, januar, og så endelig februar. Vi kommer igen ind til den samme læge som sidst. Han undersøger igen Alfred Emil, ved at mærke- og lytte på ham. Han måler og vejer ham også, og her finder lægen ud af at Alfred Emil ikke er vokset i hverken højde eller vægt siden han var 8 måneder. Altså i 4 måneder er der intet sket. Godt han altid har været en stor dreng, tænker jeg.
Det er det der ender med at gøre udfaldet. Lægen vurderer at Alfred Emils krop altså må bruge alle dens kræfter på noget andet end at vokse.
Endelig bliver han medicineret for refluks og han bliver også medicineret for forstoppelse.

 

Ret hurtigt efter vi er startet op på medicinen er det en helt anden dreng vi har fået os. Han sover som en sten, er utrolig nem at putte om aftenen. Han er veltilpas, og endnu mere glad end han plejer at være. Han har altid været et meget glad barn med masser af gåpåmod, bare ikke om aftenen og natten. Der har han været forvandlet til en djævel. Men sådan er det slet ikke mere.

 

Men tænk sig at det skulle tage et helt år før nogen ville gøre noget. Tænk at vores lille dreng har lidt i så lang tid, når alt der skulle gøres var en lille smule medicin på en skefuld mad.
Det har virkelig haft en kæmpe effekt at han er blevet medicineret. Han begyndte med det samme at spise almindeligt mad, og så endda portioner med en fuldvoksen mand hvis han kunne slippe afsted med det. Men når børn har refluks er det bedst med mange små måltider, for ikke at forværre den. Så de store portioner har han måtte vent lidt med.

 

Siden Alfred Emil kom i behandling for refluks er hans almene helbred også blevet bedre. Han har ikke haft så mange mellemørebetændelser, ”kun” 3 på 6 måneder, og han er heller ikke så ofte snottet og hoster heller ikke så meget mere. Han fik som helt lille konstateret bronkitis, men dette er også forsvundet. Om det er et tilfælde eller ej, det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tror på det hele hænger sammen, og det er lidt besynderligt at det hele er ”forsvundet” efter han er blevet udredt.

 

Vi er trappet ud af movicol, og han lider ikke mere af hård mave og forstoppelse.
I starten af maj var vi igen til kontrol med refluksen. Alt så fint ud og vi aftalte med lægen at prøve at trappe lidt ud af medicinen, for at se hvordan han reagerede. Vi prøvede kun at give hver anden dag, i en periode på 14 dage, og derefter stoppede vi helt med det. Han klarede 14 dage uden medicin men fik så et tilbagefald. Vi gav medicin igen hver anden dag, og små 14 dage senere stoppede vi igen. Denne gang med stort held. Midt i juni var Alfred Emil medicinfri, på trods af han kun fik medicinen i ca. 5 måneder, har det haft en utrolig stor effekt.

 

Nu er vi i august og han har dermed været medicinfri i 2 måneder. Han har stadig lidt refluks, men vi kan som regel kontrollerer den med rette kost, og ved at spise og drikke på rigtige tidspunkter. Om natten får han også kun en tår vand nu, hvor han før har dulmet smerten med mælk. Hvis han drikker meget vand, eller eks spiser mange vindruer, så gylper han. Men han er ikke længere generet af det, og det er sjældent det sker.
Alfred Emil har lige fået lagt dræn for anden gang, og fået fjernet hans polypper.
Han er den gladeste lille dreng med det største gåpåmod. Han er en dreng som har tillid til alle og som vil ud og opleve verden. Han er en dreng med den største appetit, og han spiser alt hvad der bliver serveret.
Tusind tak fordi jeg måtte gæsteblogge, og ikke mindst fortælle vores historie om livet med et refluksbarn.

 

 

mia-3

Alfred Emil på vores sommerferie i år. Medicinfri og refluksen klarer vi med god kost og ved at tage vores forholdsregler

Du kan læse mere på Mias blog her mitboerneunivers.bloggersdelight.dk

 

Cloud B mama koala bamse med hvid støj og sensor

Mama koala 319,-
Beroligende bamse med hvid støj.

Baby sover sikkert på siden med en sidekile.

Sidekilepude 198,- Sikker søvn på siden. Nogle refluksbabyer sover bedre på siden.

Bed Blocks 179 Kr. Hæv sengen sikkert og nemt.

Bed Blocks 179 Kr.
Hæv sengen sikkert og nemt.

 

Sabine